Af Det lyder som et gravskrift:

Europas fødselsrate falder drastisk. Europa kan ikke mere reproducere sig selv. Ifølge en opinionsundersøgelse fra 2005 mente 40 procent af britiske muslimer, at jøder var legitime mål for terrorangreb. Selvcensuren har allerede indvirket på europæernes lyst til at ytre sig offentligt – ikke mindst om islam. Demografien er katastrofal, og den øgede mængde ældre vil snart forvandle kontinentet til et veritabelt plejehjem med ustyrlige krav til den offentlige sektor og lille produktivitet.

Der er ingen europæisk tiltro til egne værdier. En undersøgelse fra England viser, at 40 pct. af muslimer ønsker sharia-love indført. Europa vil økonomisk og magtmæssigt tabe endegyldigt ikke blot til USA men også til Kina og Indien og andre asiatiske lande. Kontinentet er uden en fælles stemme og fælles vilje, når det gælder udenrigspolitik. Hverken under Balkan-katastrofen eller nu med Iran og Dafur kan Europa handle. Man overlader det til amerikanerne og skælder dem samtidig ud.

Denne sørgmodige fortælling om Europas krise er fortalt før, ikke mindst af amerikanske iagttagere, men det har betydning, hvem der gør det. Når det er Walter La­queur, så burde Europa høre opmærksomt efter. Hans historie er nemlig også Europas historie. Walter Zeev La­queur blev født i 1921 i Breslau i Tyskland (nu Wroclaw i Polen). Han rejste selv til Palæstina i 1938 og efterlod sine forældre, der blev ofre for nazismens barbari. Fra 1938 til 1953 levede han i Palæstina og rejste derefter til England og senere til USA. Her etablerede han sig som en af tidens vigtigste samtidshistoriske iagttagere og pulsfølere. Med et utal af bøger og artikler om det 20. århundredes historie og med en aldrig svigtende evne til at gribe fat i tidens varmeste emner er han i mere end 40 år blevet en vigtig stemme i debatten om Europas skæbne. Han har været professor ved en lang række vestlige universiteter, og han anses som ophavsmanden til den moderne forskning i politisk vold og terrorisme. Sit liv har han skildret i erindringerne »Thursday’s Child Has Far to Go: A Memoir of the Journeying Years« fra 1992.

Laqueur konkluderer ikke, at Europa vil falde fra hinanden, og at kontinentet vil dø – selvom hans bog har fået den dommedagsagtige titel »Europas sidste dage. Et gammelt kontinents mindetavle«. Men han forudser, at kontinentet ikke mere vil spille en hovedrolle i verden, hverken som moralsk supermagt eller som en magtpolitisk medspiller af betydning.

Han skriver i sin indledning: »Min erindring om Europa går tilbage til min barndom i Weimarrepublikkens tid og Naziregimet, og jeg har regelmæssigt rejst mellem USA og Europa i mere end 40 år. Jeg har set europæerne i dårlige og gode tider... Billedet af Europa er historien om gradvis forfald, som kun giver en smule trøst til optimister. Det romerske imperiums fald har været debatteret af historikere i århundreder, og det kan meget vel være, at Europas fald vil blive debatteret lige så længe.«

Europas fald og tilbagegang er uundgåelig, skriver Laqueur, men det behøver ikke at ske ved et kollaps. Men det kræver, at europæerne nu ser realistisk på kontinentets situation. Europæerne må opgive at tænke på sig selv som en moralsk supermagt og en lysende ledestjerne for resten af menneskeheden. Man bør i stedet forsøge at redde stumperne af traditioner og værdier. Illusionernes tidsalder er forbi, men ideen om Europa som et moralsk ophøjet kontinent eksisterer endnu. Det viser sig i den europæiske fjendtlige holdning til USA, der i europæisk offentlighed står som repræsentant for alle de dårligdomme, som adskiller det fra Europa. Men europæerne må opgive denne fiksering, for den forhindrer kontinentets beboere i at se realistisk på deres egen situation.

Laqueur er som i en sang af Lulu Ziegler, hvor Europas sidste turist, der drager igennem det hærgede elskelige gamle kontinent. Men hvor Ziegler sang »Jeg er den første turist i Europa/ Når det rejser sig af asken på ny«, så nærer Laqueur ingen forhåbninger om at se Europa rejse sig som Fugl Føniks. Hvis europæerne skal bevæge sig ud af deres tvangsfascination af USA og deres illusion af egen moralsk storhed, så er Laqueurs »The Last Days of Europe« et godt sted at starte.